Fundats

Konstitueret november 2009.
logo
1.
Navn og hjemsted
1.1. Navn: JJ Whisky Society SAWB®
1.2.1 Hjemsted: Bestyrelseslokalet i. nr. 64.
1.2.2 Bihjemsted: Pejsekrogen i nr. 60.
2.
Formål
2.1 At indtage ædel whisky for smagens og nydelsens skyld – ikke for virkningens skyld.
Virkning og visse bivirkninger er dog tilladt.
3.
Aktiviteter
Formålet realiseres blandt andet gennem følgende aktiviteter:
3.1 Søndag Sytten. Hver søndag kl.17 afholdes på skift på hjemstedet og på bihjemstedet smagsseminar, hvor der udskænkes en ædel whisky efter arrangørens smag. I forbindelse med udskænkning holdes oplæg om whiskyens oprindelse – geografisk og destilleri – hvilke fade, den er lagret på og hvor længe, smagsnoter og evt. særlige karakteristika på whiskyen. Under omtalen af destilleriet, udredes destilleriets historie og om man anvender kulfyrede eller el-varmede kedler til destilleringen. Seminaret er normalt af ca. 1 ½ times varighed og der udskænkes normalt kun den ene udvalgte whisky. Udskænkning af compare og længerevarende seminarer er dog tilladt.
3.2 Deltagelse i whiskysmagning og whiskymesser i Danmark og udlandet samt arrangering af ekskursioner til anerkendte destillerier i Danmark og udlandet.
3.3 Abonnere på relevante og anerkendte whiskyfaglige tidsskrifter.
3.4 Fungere som landsdækkende modersocietet for JJ Whisky Society SAWB Prospects – populært forkortet JJ Prospects eller blot JJ PRS. Der er udarbejdet særskilte vedtægter for JJ PRS med angivelse af formål og medlemsbetingelser m.v. JJ PRS forudsættes i øvrigt at skulle have tilsvarende aktiviteter som JJ Whisky Society SAWB®.
4.
Medlemmer
4.1 Medlemmer af JJ Whisky Society SAWB® er John og Jens.
5.
Ledelse
5.1 Bestyrelse for JJ Whisky Society SAWB® udgøres af John og Jens.
6.
Højeste Myndighed
6.1 Årskongressen er JJ Whisky Society SAWB®'s højeste myndighed og afholdes én gang årligt, skiftevis på hjemstedet og bihjemstedet, i de lige år på hjemstedet og i de ulige år på bihjemstedet.
6.2 Årskongressen afholdes inden udgangen af 1. kvartal.
6.3 Dagsorden for årskongressen er følgende:
1. Evaluering af foregående års aktiviteter.
2. Behandling af kommende års aktiviteter med ret til ændringer.
7.
Økonomi
7.1 Der betales ikke kontingent.
7.2 På Søndag Sytten seminarerne udskænker arrangøren den valgte whisky og evt. compares for egen regning.
7.3 Udgiftskrævende aktiviteter aftales særskilt fra gang til gang. Udgifterne deles med halvdelen til hver og afholdes henholdsvis godtgøres fortløbende.
8.
Orden
8.1 Ingen må nogensinde komme vand i anden mands whisky.
8.2 Ved alle arrangementer som nævnt ovenfor under punkt 3.1 og 3.2, bæres trøje – eller anden beklædning iflg. societetets godkendte designmanual – med JJ Whisky Society SAWB®'s logo.
8.3 Øvrige ordensregler udarbejdes på given foranledning særskilt.